/, Træningsfilosofi/“Lægen flytter ind – Træningsafhægighed” – en kommentar

“Lægen flytter ind – Træningsafhægighed” – en kommentar

By | 2018-11-29T16:28:38+02:00 29. november 2018|Træning, Træningsfilosofi|

Jeg ser efterhånden ikke meget TV, men forleden fik nysgerrigheden overhånd og jeg kunne ikke dy mig for at se et afsnit af ”Lægen flytter ind” fra DR.dk(1) . Kald det bare professionel nysgerrighed, men emnet ”træningsafhængighed” fangede mig og jeg tænkte, at det var en gylden mulighed for at spilde lidt tid, få sat gang i nogle tanker og måske finde lidt inspiration samtidig med. I stedet endte jeg med at blive så edderspændt rasende over indholdet i udsendelsen, at jeg flere gange måtte sætte det på pause og brokke mig til mine kammerater. Faktisk er følelsen blevet siddet så længe, at jeg føler mig nødt til at komme med en kommentar på indholdet, for at kunne komme videre.

Træningsafhængighed, årsagen til det og de potentielle følger er nemlig yderst alvorlige og som en, der har haft sin daglige gang i et træningscenter i mange år har jeg set mange, der har kørt deres liv af sporet på grund af et usundt forhold til træningen. Efter min bedste overbevisning er programmet fra DR dog i risiko for at gøre tingene værre på grund af deres forsimplede og ganske enkelt fejlagtige håndtering af en tilstand, der kan resultere i alvorlige skader og livslange smerter, identitetskrise og store psykosociale konsekvenser for folk, der netop i forvejen er lave på ressourcer. Det er ærgerligt.

 

Når lægen flytter ind

I afsnittet besøger DRs udvalgte læge en familie, hvor familiens far beskriver en nagende frygt for at han lider af træningsafhængighed. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at dette lynhurtigt bliver bekræftet af lægen, der fortæller om hvilke konsekvenser en træningsafhængighed kan have i forhold til sociale forpligtelser, sygdom og skader. Dette er gode, væsentlige ting at gøre sig selv opmærksom på, men desværre er dette også en af de eneste gode elementer i udsendelsen. Efterfølgende går det rigtigt galt (og det siger ellers ikke så lidt, når det drejer sig om en programserie, hvor de også fortæller at sukkerafhængighed er en ting, man skal være bange for – kort sagt – det er ikke sukkeret i sig selv, der er problemet(2)).

Jeg vil hér komme ind på en række af problemerne i udsendelsen.

 

Træningsafhængighed

På trods af, at det oftest benægtes af lige præcis dem, der lider under det, er der slet ingen tvivl om at træningsafhængighed er en ægte og potentielt set meget omfattende og destruktiv tilstand (3), der overordnet set er karakteriseret af at træningen fylder for meget i tilværelsen. Som nævnt i kilde 3 kan dette beskrives på følgende måde:

Træningsafhængighed er karakteriseret ved overdrevne og tvangsprægede træningsmønstre, der fortsættes på trods af skader og sygdom. Symptomerne på træningsafhængighed er betydningsfuld (træning bliver den vigtigste ting i livet), konflikter (mellem den afhængige og netværket), humørregulering (træning er en strategi til at regulere følelser), tilvænning (det er nødvendigt at øge træningen for at opleve effekt), abstinenser (ubehagelige følelser opstår, hvis træningen reduceres), og tab af kontrol (manglende evne til at reducere træningen trods et ønske herom).”(3)

Med ovenstående in mente minder træningsafhængighed altså meget om en række andre afhængighedsprægede tilstande, som f eks spiseforstyrrelserne. Fælles for tilstandene er, at det ikke bare er den afhængighedsprægede opførsel, der er problemet, men også de bagvedliggende mekanismer som følelser, tankemønstre og overbevisninger, der leder til opførslen, der er problematiske og skal adresseres.

 

Mød Martin

Lad mig sige med det samme, at dette skriveri ikke på nogen måde skal ses som en negativ kommentar på hovedpersonen i udsendelsen, Martin, der hele vejen igennem slår mig som en sympatisk og behagelig person, der har nogle udfordringer med at jonglere livets forskellige aspekter og finde balance i forholdet mellem arbejde, familie og egne behov, derunder hans træning og sundhed. Tværtimod skal han have stor ros for ikke bare at have taget beslutningen om at træne og forbedre sin sundhed, men også for at reflektere og se i øjnene, at en række uhensigtsmæssige mønstre er opstået. Det tror jeg, at vi alle har godt af til tider.

Martin er fysisk aktiv i 6-7 timer om ugen i en kombination af løb, styrketræning og squash – aktiviteter, der samlet set sørger for at han kommer godt omkring både både kredsløbs og styrke og derved øger sin sandsynlighed for at holde sig sund. Omfanget er i sig selv ikke problematisk og er umiddelbart ikke meget over minimumskravene for fysisk aktivitet fra Sundhedsstyrelsen for hans aldersgruppe (4) og i fin overensstemmelse med anbefalingerne for fysisk aktivitet fra American College of SportsMedicine (ACSM) (5).

Det er således ikke omfanget af træning i sig selv, der er udslagsgivende for at det er skadeligt. Problemet opstår, fordi det bærer præg af tvangstanker og fylder for meget i forhold til det resterende familieliv. Familiens behov tilsidesættes og hans humør påvirkes i form af øget irritabilitet og aggression. Som Martin siger: ”jeg føler, at jeg har en form for afhængighed af løb og træning, i og med at jeg skal røre min krop for at kunne opretholde den her sundhed og livskvalitet – ellers føler jeg, at jeg går glip af noget og at der sker noget negativt med mig”(1).

Med dette passer Martin ganske godt ind i beskrivelsen af en, der lider af træningsafhængighed. Bemærk dog, at hvis han ikke oplevede disse omkringliggende problemer, ville situationen være en ganske anden. Var der tale om en professionel sportsudøver, der trænede op til sit livs stævne, ville vi sandsynligvis se anderledes på det og acceptere at det kræver nogle ofre. Var der tale om en dødeligt overvægtig ville vi være væsentligt mere opmuntrende. Det er altså ikke bare sort/hvide situationer. Man kunne tage fat i alle de positive ting, der kommer fra træningen, men det vil jeg ikke bruge tid på hér.

 

Hvor opstår problemet?

Jeg vil forsøge at undgå at kommentere på familiens indre dynamik, da jeg ikke er naiv nok til at tro, at en 45 minutters udsendelse giver tilstrækkelig indblik i den indre dynamik til at man kan udtale sig skråsikkert om denne. Jeg vil i stedet for holde mig til at konstatere, at at flere scener får mine egne alarmklokker til at ringe (så voldsomt, at jeg får det decideret fysisk dårligt over at se dem – endnu mere, da jeg så dem anden gang for at skrive denne blog) i forhold til i yderst uhensigtsmæssig kommunikation og håndtering af følelser – og følelser er netop det, som dette handler om. Jeg vil dog håbe, at det delvist er DRs vægtning af klipning og dramatisk musik, der giver dette indtryk. Jeg frygter, at det ikke er tilfældet.

Den første udfordring, der beskrives i programmet er, at Martin ganske enkelt mangler tiden til at kombinere arbejde, familie og træning. Efter at lægen konstaterer dette laver han et ugentligt skema over Martins træning og beder ham om at fjerne to ugentlige træningsdage. Bare, sådan dér. Forestil dig nu enhver anden afhængighed, der skulle håndteres sådan.

  • ”Okay, så du sulter dig selv på grund af din anorexi? Jamen, hvad med kun at gøre det 5 dage om ugen?”.
  • ”Ah, så du overspiser til du er lige ved at kaste op? Hvad med om du lader være med at gøre det mandage og fredage?”.
  • ”Så, du skyder dig altså med heroin 2 gange dagligt? Det vil jeg gerne bede dig om ikke at gøre i weekenderne – det er det jo FAMILIETID!”.

Okay, ovenstående er måske sat lidt på en spids, men det burde fint illustrerer hvor latterligt det er. Løsningen er selvfølgelig ikke at fjerne hans træning, er der som nævnt tidligere blot er et symptom på noget andet (følelser og overbevisninger). Løsningen er at blive sig følelserne og tankerne bevidst, derefter bearbejde dem og finde gode, sunde løsninger.

Martins kraftige irritation og følelse af frustration, der opstår ved manglende træning, er et typisk eksempel på hvorledes træningen bruges som escapisme – en flugt fra virkeligheden, hvor han finder et frirum og skaber distance til hverdagens problemer. Hans træningsafhængighed skal altså ses som en form for forsvarsmekanisme. Træningen giver et andet fokus og frigiver endorphiner, der tillader den afhængige at have det bedre med sig selv. Igen, dette er ikke i sig selv problematisk (snarere tværtimod), men i et for stort og ukontrollabelt omfang kan det medføre andre problemer, som f eks skader eller, som i Martins tilfælde, hvor familielivet lider under det.

Men hvor stammer disse frustrationer fra? Det lærer vi desværre ikke i udsendelsen. Vi kan håbe, at de skyldes netop den manglende tid, han har til familien, og at de derved lindres ved at der skabes mere tid med dem. Det bliver ganske vidst til en ”hønen eller ægget”-ting, men så længe Martin får det bedre, så er det jo vigtigste. Min store bekymring er dog, at seerne foranlediges til at tro, at problemet er så simpelt. ”Træner du for meget, jamen, hvad så med at TRÆNE MINDRE?”. Det virker ikke – det efterlader blot et hul, der skal fyldes ud af noget andet.

Igennem hele programmet lægges alt ansvar over på Martin og der udvises ikke meget støtte i forhold til hans situation. Det er ikke en konstruktiv (og formentligt heller ikke langtidsholdbar løsning) for én, der i forvejen bruger træningen til at stikke af fra hverdagen. Hver gang hans træning påvirker familien, så bliver det hans ansvar at lade være. Der tales aldrig om alternativer, der udvises ikke forståelse for Martins behov og der er på intet tidspunkt samtale omkring Martins overbevisninger om hvorfor det er nødvendigt at træne hver dag, hvad han får ud af det eller om træningen kan struktureres anderledes.

Alt i alt vidner det om en mangelfuld forståelse for de bagvedliggende mekanismer, der leder til udviklingen af en afhængighed – og derved også en mangelfuld og problematisk hjælp, der kun håndterer symptomerne (træningsmængden) frem for det egentlige problem (behovet for at træne, overbevisningerne om sundhed og de følelsesmæssige reaktioner). I værste tilfælde fjernes forsvarsmekanismerne imens det egentlige problem stadig eksisterer.

 

Hvad kunne gøres i stedet for?

I Martins tilfælde ville jeg have ønsket, at man havde startet med en samtale om, hvorfor han føler et behov for at være fysisk aktiv hver dag (han beskriver, at han frygter at det ellers vil resultere i et tab af sundhed – hvilket er en reel bekymring, der dog kan arbejdes udenom). Det er ikke en sund, langtidsholdbar løsning, hvis han bibeholder sin overbevisning om, at der SKAL trænes hver dag og samtidig vil have det familie- og arbejdsliv, der beskrives i udsendelsen. Så der skal tales alternativer og kompromiser.

Kan det ikke lade sig gøre at træne hver dag, så kunne den samlede træningsmængde omjusteres til færre, men længere, ugentlige træningspas. Effektiviteten vil være høj og de samlede resultater vil på lang sigt være sammenlignelige. Samtidig vil det for familien betyde, at behovet for at koordinere aftensmad, bilkørsel osv. bliver lavere og burde fungere bedre. Han får mulighed for at arbejde med sin fysiske sundhed med mindre bekymring for konsekvenser fra familiens side. Overordnet set, så skal der tænkes i positive løsninger, der fungerer i fællesskab.

Han skal selvfølgelig stadig tage ansvar for sin rolle i familien og være der i det rette omfang, men at udskamme ham for at have en afhængighed og fjerne hans forsvarsmekanismer er ikke konstruktivt og jeg frygter, at Martin meget hurtigt ender tilbage i nogle uhensigtsmæssige mønstre.

Hvis dét er effekten af at lægen flytter ind, så ville jeg hellere være det foruden.

 

1. Lægen flytter ind – Afhængig – Træning (3) | DRTV [Internet]. [henvist 29. november 2018]. Tilgængelig hos: https://www.dr.dk/tv/se/laegen-flytter-ind/laegen-flytter-ind-afhaengig/laegen-flytter-ind-afhaengig-traening-3

2. “Sukkerafhængighed” findes ikke [Internet]. Morten Elsøe. [henvist 29. november 2018]. Tilgængelig hos: http://www.mortenelsoe.com/blog/sukkerafhaengighed-findes-ikke

3. Træningsafhængighed Mia Licthenstein.pdf.

4. 18-64 år [Internet]. [henvist 29. november 2018]. Tilgængelig hos: https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/fysisk-aktivitet/anbefalinger/18-64-aar

5. Garber CE, Blissmer B, Deschenes MR, Franklin BA, Lamonte MJ, Lee I-M, m.fl. Quantity and Quality of Exercise for Developing and Maintaining Cardiorespiratory, Musculoskeletal, and Neuromotor Fitness in Apparently Healthy Adults: Guidance for Prescribing Exercise. Medicine & Science in Sports & Exercise. juli 2011;43(7):1334–59.