Forleden kom jeg til skade under et træningspas.

“Er det ikke en mærkelig måde at starte en blog omkring træning, genoptræning og sundhed på?”, tænker du måske. “Er det ikke meningen, at det skal handle om hvordan man UNDGÅR den slags?”. Jo, det er det måske mærkeligt, men det fik mig til at reflektere over nogle ting, som jeg gerne vil fortælle en historie om. Det blev startskuddet til at starte bloggen op fra ny. Jeg lover dig i øvrigt, at det ikke er min intention, at alle blogposts bliver lige så lange.

Lad mig starte med at fortælle lidt om mig selv.

I skrivende stund er jeg 35 år gammel. Det er, i hvert fald i mit perspektiv, en alder, hvor der ligger rigtigt meget tid foran én. Tid, som hvis det bruges korrekt, kan være potentialet for rigtigt meget godt. Det er også en alder, hvor det er svært at komme udenom, at nu er der også gået en hel del tid og det er svært ikke at tænke over hvad den tid er blevet brugt til. Om det er blevet brugt korrekt. Jeg har styrketrænet siden jeg var 15 år gammel. Det er 20 år. Ja, det får mig til at føle mig gammel.

Det gør sig ikke mindst gældende, når jeg i dag blandet andet arbejde med unge atleter i alderen 13-19 år i Talentudviklingsmiljøerne i Odense Idrætshal.

Sagt på dén måde, så lyder det ikke usandsynligt, at jeg er løbet ind i en art midtvejskrise, men det interessante er, at det ikke føles som en krise. Det føles ikke som en negativ ting. Det føles som udvikling og hvis der er én ting, som jeg er sikker på, så er det, at livet er udvikling, om man vil det eller ej. Derfra er det i høj grad op til os selv hvad vi gør med de ting og oplevelser, som vi får igennem livet. Eller, skulle jeg måske rettere sige, hvad vi lader dem gøre ved os?

Og forleden kom jeg til skade.

Det er der som sådan ikke noget nyt i og med en vis galgenhumor, så er der ikke engang noget mærkeligt i det. Det var nemlig også sådan, at jeg i sin tid for efterhånden mange år siden startede min rejse ud i arbejdet med træning, præstation, sundhed og trivsel (i det omfang, at det overhovedet er begreber, som kan skilles fra hinanden). Jeg er nemlig oprindeligt uddannet som fysioterapeut – et fag, hvor det næppe er nogen hemmelighed, at man ofte finder interessen efter selv at have haft brug for hjælp til at slippe af med skader og smerter. Jeg husker, at jeg allerede fra en relativt tidlig alder (sammenlignet med mine jævnaldrende) var overbevist om, at det var dét, jeg skulle arbejde med resten af livet. Dermed ikke sagt, at der ikke har været tvivl hen af vejen, hvilket ledte både til min videreuddannelse som kandidat i fysioterapi og mine certificeringer indenfor coaching. Tvivlen har dog i sidste ende kun været med til at gøre mig mere og mere sikker i min sag og jeg har nydt at bruge mange timer foran computeren og på kurser for at blive dygtigere og mere kvalificeret til at hjælpe andre, når de er rendt ind i problemer. Jeg brænder stadig for at blive bedre for at kunne hjælpe andre endnu mere effektivt – fagligt og menneskeligt.

Jeg er glad for at styrketræne. I modsætning til mange af dem, jeg arbejder med den dag i dag, så lykkedes det mig aldrig at finde en sport, som jeg trivedes i som barn og dårlige sociale oplevelser kombineret med svær overvægt og skader gjorde også, at det aldrig blev den gode oplevelse, som jeg godt kunne have ønsket mig selv det. Jeg var glad for kampsport, men det var først da jeg begyndte at styrketræne, at jeg rigtigt fik oplevelsen af virkelig at nyde fysisk aktivitet, fandt fællesskab med andre mennesker om dét at løfte tunge ting (jeg begyndte at stille op i styrkeløft som 16 årig) og begyndte at presse mig selv mere og mere i jagten på resultaterne… Og skaderne begyndte at komme. Set i dét perspektiv er min egen historie ikke så meget anderledes end så mange andres. Jeg oplever stadig unge gutter på daglig basis, som bliver fanget af stemningen og kører hårdere på, end der egentligt er gavnligt. Jeg oplever for den sags skyld også folk i min egen alder, som gør det. Og ældre, endda. Noget adfærd er nok så generelt menneskeligt, at vi aldrig slipper af med det.

Så jeg kom til skade for nyligt. Ikke en stor ting og ikke en farlig ting. Faktisk er jeg ret sikker på, at det nok skal gå hen og være noget, som ikke vil fylde særligt meget i hverken min egen træning eller dagligdag i løbet af relativt kort tid. Det er en af de gode ting ved at have en baggrund som fysioterapeut og samtidig at have brugt enormt meget tid på at studere træning, skadesmekanismer og genoptræning i de forskellige former. Det bliver relativt let at genkende hvor slemt noget er og hvad der skal gøres ved et. Kigge på de videnskabelige studier og kliniske retningslinjer, som eksisterer på et bestemt område. Tage den dybe vejrtrækning, som skal til for at skabe ro omkring følelserne og så tænke ind i en handleplan for hvad der skal gøres, så en skade genoptrænes bedst muligt imens resten af kroppen trænes bedst muligt for såvel den generelle sundheds og den gode oplevelses skyld (jeg kan godt afsløre, at hvis man udelukkende tænker “genoptræning”, så bliver det hurtigt en dårlig oplevelse og kvaliteten af oplevelsen har en kæmpe betydning for hvordan det kommer til at udvikle sig.

I gamle dage ville jeg have haft svært ved at fortælle om, at jeg var kommet til skade (eller, sværere. Det er ikke fordi det ikke stadig er udfordrende). Jeg tror, at det skyldes en overbevisning om, at når man står i min rolle, som en person, der skal hjælpe andre med at undgå skader og andre utilsigtede bump på vejen i forbindelse med deres træning/fysiske aktivitet, så er man også implicit nødt til selv at undgå den slags bump. Det har jeg siden hen indset er forkert, for i dén overbevisning er der et alt for stort fokus på hvad der er sket og ikke nær nok fokus på hvad der ledte til, at det skete. Det er en fejl, for desværre er det sådan, at det er en del af livet at komme til skade og man kan gøre alle de rigtige ting og alligevel komme galt afsted. Folk træner dumt og kommer galt afsted, men folk træner også klogt og kommer galt afsted. Nogle folk træner slet ikke og de kommer, sjovt nok, også galt afsted. Jeg indså, at hvis jeg ikke ændrede dén overbevisning omkring mig selv, så ville det være et problem. Fokusset skal i stedet være på at gøre de rigtige ting i overensstemmelse med ens mål, lære af bumpene og i øvrigt med den rette portion selvomsorg fortælle sig selv, at det er menneskeligt at snuble på vejen, så længe at man også sørger for at rejse sig selv op og komme videre. Nogle gange har man brug for hjælpen til dét og det er jo så dér, hvor folk som mig kommer ind i billedet. Min opgave er, for mig selv såvel som for andre, at få ro på og hjælpe med at finde den bedste mulige strategi til at løse problemet ud fra den bedst mulige tilgængelige evidens, de praktiske rammer og hvad end tanker, følelser og værdier som er med til at forme den person, som skal hjælpes. Der skal skabes sikkerhed, findes mening i processen og det hele skal planlægges, så det også fungerer ude i virkeligheden og bliver til en så vidt muligt god oplevelse. Vi skal have erstattet så meget af det negative med noget positivt og konstruktivt.

Med det sagt, så kom jeg til skade forleden. Hvad skete der? Jeg fik en fibersprængning i en underarm. Men hvorfor?

Jeg synes som sådan, at jeg havde styr på alting. De omkringliggende rammer var fornuftige – jeg havde for nyligt haft en hvileperiode fra træningen, så kroppen og vævet burde være udhvilet. Jeg kunne nok godt have sovet mere og arbejdet mindre det sidste stykke tid, men der havde ikke været nogle udsving i forhold til hvad jeg er vant til og jeg havde ikke trænet hverken mere eller mindre end jeg har gjort i mange år. Jeg havde godt nok ligget i kalorieunderskud i en måneds tid op til, men sjovt nok ikke i en uge op til skaden, da jeg havde planlagt pause fra kalorieunderskud på grund af kursus og i dagene op til var der rigeligt med både mad og væske. Jeg var varmet op (det var sidst i en træning) og jeg løftede ikke tungere end jeg er vant til og har gjort mange gange. Der havde ikke været noget atypisk ømhed i perioden op til. Så de generelle rammer burde være dækket ind.

Ikke desto mindre skulle det ikke gå anderledes end at jeg på mit tredje sæt hammer curls (en biceps-curl variant med en kantstillet hånd, hvor tommelfingeren peger opad og underarmens muskler er særligt aktive) fik et jag omkring albuen på min højre arm. Der var ingen tvivl om, at noget var der sket, da det kom med den karakteristiske fornemmelse af at noget “knækkede” og der straks efter var en markant smerte og styrkenedsættelse. Det betød, at jeg selvfølgelig pakkede sammen og smuttede hjem i et forfærdeligt humør. Første skridt i at håndtere en akut skade er at stoppe med at belaste det yderligere, uanset hvor træls det er i perioden, hvor det endnu ikke er sikkert præcis hvor slemt det står til. Usikkerheden fylder, man kan blive bekymret (det gjorde jeg i hvert fald) og samtidig fylder skam også en del. Skulle man have vidst bedre? Kunne man have vidst bedre? Hvad kommer det til at betyde fremover og hvad kommer andre til at tænke, når de hører om det?

En tydelig smerte satte sig omkring den grønne cirkel

I løbet aftenen og natten begyndte smerterne at tage til og der var en anelse hævelse omkring albuen, som i øvrigt blev stiv og træls til bevægelse i alle mulige retninger – yderligere bekræftelse af, at noget var der sket, men ikke nok til at det kunne være noget alvorligt (så ville der have været kraftigere hævelse, smerte og funktionsnedsættelse – og indikation for at tage forbi skadestuen). Bevæbnet med tålmodighed lod jeg derfor de første par dage gå med at bevæge den, men uden at lave decideret træning (og jeg kan godt afsløre, at det heller ikke havde været sjovt at flytte rundt på noget som helst tungt. Smertegrænsen gik lige til omkring at hælde mælk i kaffen og at børste tænder). Heldigvis og som forventet, så gik det så ikke værre end at det i løbet af et par dage var bedre og især bevægeligheden uden belastning vendte tilbage (et tegn på at eventuel hævelse havde lagt sig). På dét tidspunkt var den generelle “det hele gør ondt hele tiden”-smerte også bedre, og jeg kunne begynde at undersøge på hvad der egentligt var sket. Smerten kunne provokeres ved at påføre kraft over albuebøjning, men kun hvis fingrene var med. Det gav en dyb, jagende fornemmelse dybt i underarmens overside – desto mere kraft, desto kraftigere ubehag og styrken føles væsentligt lavere end på den anden arm. Blev belastningen lagt på selve håndleddet, så forsvandt smerten dog fuldstændigt, hvilket afslørede at det dels måtte være muskulært og dels måtte være i noget af underarmens extensors-loge, hvor musklerne til at strække fingrene sidder. Jeg kunne endelig konkludere, at jeg havde fået en fibersprængning.

Underarmens muskler ligger i flere lag. I de dybe lag på underarmens overside ligger musklerne, som strækker i fingrene

Så hvorfor er det så interessant? Udover at det ikke er en muskelgruppe, som burde være flaskehalsen for hvad man kan i hammer curls (og at det derfor, med de omkringliggende faktorer taget i betragtning, er en ting, som havde været svært at forudse), så betyder det til gengæld, at det er noget, som både kan og skal genoptrænes – og hellere før end senere. Hvor nogle fibersprængninger er absolutte bagateller med minimale konsekvenser efterfølgende, så kan de også være alvorlige og med en høj risiko for genskade skal de håndteres klogt – især i den tidligere periode, hvor vævet skal hele og er sårbart. Så hvad er strategien?

Fibersprængninger sker typisk fordi kravene til kraftudvikling i vævet overstiger hvad vævet har kapacitet til at modstå. Det betyder, at det er super vigtigt at styrketræne på det for at øge vævets kapacitet til netop at modstå belastning. I den første periode ovenpå en fibersprængning, hvor skaden skal hele og vævet er sårbart, skal det dog ikke være høj belastning. Det betyder at muskulaturen skal trænes med isolerede øvelser med stort fokus på kontrol, i et langsomt tempo hvor vævets følelse af sårbarhed under belastning ikke når at skabe utryghed. En fibersprængning, der udsættes for høj belastning igen, især i den tidlige fase af genoptræningen, vil nemlig rigtigt gerne sprænge op igen.

Samtidig er det vigtigt at vedligeholde den resterende træning bedst muligt. Det vil sige, at der skal planlægges efter hvordan der trænes så effektivt som muligt, imens man reducerer risikoen for at genere skaden. Eksempelvis i dette tilfælde, fordi der er tale om underarmens muskler, så udskifter jeg en del af øvelserne til andre. Jeg vil for eksempel gerne undgå at skulle lave presseøvelser med håndvægte, da dét at svinge dem i position ville være en potentiel udfordring i forhold til at undgå riv og eksplosive bevægelser omkring underarmen. Så nogle af frivægtsøvelserne parkeres og erstattes med maskiner, der er lettere at kontrollere og så skal træningen nok kunne være både sjov, udfordrende og effektiv. I de øvelser, hvor det ikke er et problem, så skal der ikke foretages noget. Vi behøver ikke at skabe et problem, hvor der ikke er et. Derfra et det et spørgsmål om tålmodighed og løbende justering i løbet af den tid, det tager, for en skade at blive god nok til ikke længere at fylde. Der går nok ikke længe før end jeg kan vende tilbage til det meste, men tunge hammer curls kommer jeg nok til at droppe i et godt stykke tid – både fordi de kommer med den største risiko og fordi de ikke træner noget, som ikke kan erstattes af andre øvelser med lavere risiko. Hvis det havde haft en betydning for mig at køre netop hammer curls, så ville jeg forsøge at få dem tilbage tidligere, men det har det ikke rigtigt.

Så hvorfor er det relevant for mig at starte bloggen ud med den hér historie? Det er ikke fordi at det skal handle om mig. Langt hen af vejen foretrækker jeg faktisk at det ikke gør. Samtidig er det også en vigtig historie at fortælle, fordi det i de overordnede rammer også er en historie, som jeg hører fra rigtigt mange af de mennesker, som kontakter mig og vi mennesker har godt at at høre, at vi deler historier. Det er også vigtigt for mig at fortælle om, fordi vores bump på vejen kan være sårbare (af alle mulige forskellige årsager) og det er min overbevisninger, at det især dér er vigtigt at vide, at man ikke står alene med sine følelser. Ved at dele mine egne oplevelser omkring det håber jeg at det også er lettere for andre at dele deres oplevelser med mig. At vide, at der i øvrigt er hjælp at hente – især når det gælder fysisk aktivitet og sundhed, som skal være en del af livet, hele livet.

At komme til skade på den her måde gav mig også en ny oplevelse. Det gav mig oplevelsen af, at det betød noget andet, end tidligere – både godt og skidt. For mig er styrketræning, som har spillet så stor en rolle i både mit personlige og professionelle liv, begyndt at få en anden værdi end tidligere og jeg kan for eksempel mærke, at jeg ikke går til træningen med samme mentalitet som tidligere (uden at det er hverken ment på en god eller dårlig måde, det er bare anderledes). Jeg er begyndt at opleve nogle andre mål, det er nogle andre ting, som giver mig den gode træningsoplevelse og jeg er blevet mindre villig til at løbe risiko for skader end tidligere. Det er ikke ensbetydende med, at jeg nyder træningen mindre (faktisk tværtimod, nærmere) eller ikke at ville træne hårdt, arbejde for resultater og de fede følelser, som følger med. Jeg ser det bare som en anledning til ændre på tilgang, tanker og adfærd for mig selv, på samme måde som dem jeg hjælper, til at min tilgang til træning også følger den udvikling, som er i min resterende tilværelse.

På den måde planlægger jeg, at træningen kan blive ved med at være noget, som bidrager med noget positivt til min trivsel. Giver endnu flere fede oplevelser og glæde ved krop, bevægelse og sundhed de næste tyve år også.

Og måske, bare måske, er det egentligt okay, at jeg ikke har de samme mål, tanker og tilgange til træning, som dengang jeg var 15 år. Det er nok i virkeligheden sådan jeg foretrækker det, alt taget i betragtning.