I modsætning til gængs visdom, så er jeg overhovedet ikke enig i idéen om, at vi ikke bør sammenligne os med andre. Jeg mener tværtimod, at det er enormt vigtigt – det skal bare gøres på den rigtige måde. Det er der primært to årsager til.

Den ene årsag er, at vi som sociale væsner altid har været og altid vil være fysiologisk skabt til at forholde os til omverdenen på alle mulige måder og det inkluderer selvfølgelig også menneskene omkring os. Du bruger nemlig din oplevelse af andre mennesker til at spejle dig selv og dine værdier, hvilket er en essentiel del af processen i at lære sig selv at kende. Det er gennem den, at du finder overensstemmelse imellem hvordan du oplever din plads i verden og hvilke ting, som er vigtige for dig for at finde mening og glæde. Og du er nødt til at lære dig selv at kende, hvis du vil vide, hvad som gør dig glad.

Nogle mennesker er forbilleder og vi vil gerne være mere ligesom dem. Vi inspireres, fantaserer og ser os selv i et potentiale for at være bedre, være mere end hvad vi er i forvejen. Vi mærker de positive følelser i egen krop og finder styrken til at komme igennem de svære ting. Andre mennesker er knapt så forbilledlige og du bliver fyldt med alverdens ubehagelige følelser og indtryk, når dit empatiske sind sætter dig i forbindelse med dem. Alt efter hvad du oplever, om det er godt eller skidt, så får du både en kropslig, følelsesmæssig og kognitiv oplevelse, som signalerer om du er på rette vej eller ej. Uanset hvad, så er du i gang med at sammenligne dig med en anden.

Ikke mindst så lader de sidste mange tusind år af historiefortællinger rundt om lejrbålet, på tv eller i podcasts (hvis vi skal være lidt moderne) til at indikere, at vi mennesker har det rigtigt godt med følelsen af forbundethed i vores fælles oplevelser. Det føles rart at dele gode oplevelser og det føles ubehageligt at høre om de dårlige – og begge dele skaber stærke bånd imellem de involverede. Stærke bånd, som igen gør dig i stand til at mærke din plads i den sociale verden omkring dig.

Den anden årsag er, at du alligevel ikke har et valg – så det er nok ikke en god idé at prøve. Kald mig bare fjollet, men jeg er i hvert fald stor modstander af at spilde tid, energi og følelser på en kamp, som ikke kan vindes. Nogle kampe skal selvfølgelig kæmpes, selv om de ikke kan vindes (de er simpelthen for vigtige til at du kan lade være), men det er næppe tilfældet her. Lad mig uddybe:

Når du sammenligner dig selv med en anden, så er det nemlig både delvist en bevidst, delvist en ubevidst handling og vi er ikke i stand til at lade være. Det er en rigtig dårlig idé for det mentale velvære og trivsel at afkræve noget umuligt af sig selv, så det kan forvandles til selvkritik, når man uundgåeligt mislykkedes.

Vores evne og tendens til at sætte os selv i perspektiv til andre mennesker har dybe rødder, som kan ledes helt tilbage til vores indre drive om at sikre sig de bedst mulige vilkår for social status som flokdyr, muligheden for at videregive sine gener og generelt set at overleve. Du kan derfor forestille dig hvor svært det er at slukke for den.

Du er altså allerhøjst i stand til at genkende, når du nogle gange gør det og derfor også at være selvkritisk i forhold til om vurderingen er fair… Men det sker uanset hvad og at slå sig selv oven i hovedet med, at man ikke bør gøre det (ikke bør gøre noget, som er umuligt og ufrivilligt ikke at gøre) er udelukkende en kilde til skam og negative følelser – især hvis sammenligningen i forvejen var fordi du ikke følte dig god nok.

Til gengæld kan du bruge det konstruktivt, så længe at du husker, at din sammenligning fortæller dig en historie om hvordan du oplever verden og hvad du kan gøre for at blive en bedre version af dig selv. Der er nemlig aldrig nogensinde nogen, som bliver lykkeligere af at sammenligne sig med andre (uanset om det skulle være positivt eller negativt). Det er nødt til at følge med en handling. Du er nødt til at bruge din lille, nye opdagelse om dig selv til at gøre noget aktivt. Fra handlingen og oplevelsen af succes følger glædesfølelsen af at der er overensstemmelse imellem den person, du er, og den person som du gerne vil være.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at du husker, at tendensen til at vurdere et andet menneske, uanset om det er positivt eller negativt, altid er en yderst overfladisk og impulsiv handling, som slet ikke levner plads til de forskellige nuancer, som kan have været med til at forme tilværelsen for den anden person. Det er vigtigt for at du hverken glemmer at møde andre med empatisk (i det omfang, der nu realistisk kan lade sig gøre) eller sætter dem op på en uopnåelig piedestal. Og uden at bebrejde dig selv for at sammenligne dig med andre.

Herfra er du nu klædt på til at bruge dine oplevelser til at handle som den bedste version af dig selv og det giver en tilværelse fuld af mening og positive følelser.